Triatlon i Danmark er inde i en positiv udvikling. Interessen vokser, deltagertallene stiger, og mange stævner er udsolgt. Men der er mange, som endnu ikke kender de tilbud, vores triatlonklubber har - både når det gælder kvalitetstræning og fællesskab, siger Rasmus Henning, direktør i Triatlon Danmark, der står bag Triatlon’s Uge og fortsætter: I uge 39 åbner klubber over hele landet derfor dørene, så både nysgerrige begyndere og erfarne motionister kan prøve kræfter med triatlon i trygge og inkluderende rammer. Vi vil gerne vise danskerne, at triatlon er for alle – og Triatlon’s Uge er en oplagt mulighed for at tage det første skridt.
Fællesskab og motion i ét
Triatlon kombinerer svømning, cykling og løb og appellerer både til dem, der ønsker at udfordre sig selv, og til dem, der vil træne i godt selskab. Ifølge Morten Hansen, formand i Nyborg Triathlon Klub, handler sporten både om fysisk udfoldelse og om fællesskab og motivation:Vi oplever, at mange er nysgerrige på triatlon, men ikke ved, hvor de skal starte. Triatlon’s Uge giver dem mulighed for at opleve sporten i praksis, træne med andre og mærke stemningen i klubben. Uanset om man drømmer om at lave en IRONMAN, en kortere triatlondistance eller komme i bedre form, er man velkommen hos os. Vi glæder os til at byde endnu flere indenfor i vores fællesskab. Det handler både om at prøve noget nyt og om at møde andre med samme interesse, siger Morten Hansen.Klubben håber, at tilbuddet vil tiltrække voksne fra lokalområdet, som ønsker at kombinere motion med fællesskab. Sofie Dideriksen, udviklingskonsulent i Triatlon Danmark, fortæller:
Det skal være nemt og sjovt at prøve triatlon – og det er netop det, vi gerne vil vise med Triatlon’s Uge. Mange bliver overraskede over, hvor imødekommende og uformel sporten faktisk er. Triatlon’s Uge er en oplagt mulighed for at komme forbi, stille spørgsmål og deltage i en træning eller et af de gratis introduktionsforløb, som klubberne afholder. Man forpligter sig ikke til noget, men får et godt indblik i, hvad sporten og klubmiljøet kan tilbyde, udtaler Sofie Dideriksen
