Skip to main content
25. september 2025

Stigende priser og store lokale forskelle i regionen

Ejerlejligheder, rækkehuse og villaer stiger fortsat i pris, mens sommerhusmarkedet i Region Syddanmark oplever en lille nedgang. Der er tegn på et todelt boligmarked i regionen.

Af: Estate | Foto: Estate
PRESSEMEDDELELSE

De største stigninger findes på ejerlejlighedsmarkedet. I august blev ejerlejligheder i Region Syddanmark solgt til gennemsnitligt 19.951 kr. pr. kvm. – en stigning på ca. 2,9 procent sammenlignet med august sidste år. Villaer og rækkehuse gik i gennemsnit til 12.304 kr. pr. kvm. (+1,7 procent), mens sommerhusene faldt svagt til 24.350 kr. pr. kvm. (-1,0 procent). Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks.

Når vi ser på de her prisniveauer, er det vigtigt at huske, at markedet også kan bevæge sig i bølger. Men lige nu er der god efterspørgsel, og mange købere er godt polstrede økonomisk, siger Thomas Vilstrup Jacobsen, kædechef i Estate,

Store kommunale forskelle

En ting er gennemsnitspriser. Noget andet er de priser, man ser helt lokalt i regionens kommuner. Der er flere kommuner, som oplever fremgang, når det handler om priser på villaer og rækkehuse.

Især er der pil op i Billund Kommune, hvor prisen er steget 8,7 procent på de seneste 12 måneder. I Odense Kommune er stigningen 7,3 procent, og i Middelfart Kommune lyder den på 5,2 procent. Der er dog også kommuner, hvor det går den modsatte vej. Nordfyns Kommune, Ærø og Fredericia Kommune har haft de største fald i boligpriser i de seneste 12 måneder.

Selvom udviklingen i Syddanmark er meget forskellig fra kommune til kommune, peger tallene på et boligmarked, hvor køberne fortsat er aktive. Kombinationen af lavere renter, stigende realløn og høj beskæftigelse er med til at understøtte prisniveauerne.

Thomas Vilstrup Jacobsen ser en klar tendens:

Vi oplever, at der er stor interesse fra købere i øjeblikket – især for helårsboliger og i særdeleshed i de lidt større byområder. Det afspejler sig i priserne. Selvom udviklingen varierer meget mellem de enkelte kommuner og boligtyper, er det tydeligt, at boligmarkedet generelt er i en god gænge.

Hovedstaden stikker af

Boligmarkedet i Region Hovedstaden buldrer fortsat af sted med nye prisrekorder. I juli blev ejerlejligheder i gennemsnit solgt for 56.475 kr. pr. kvm., villaer og rækkehuse for 36.662 kr. pr. kvm., mens sommerhuse kostede 32.740 kr. pr. kvm.

I august lå priserne i Region Syddanmark til sammenligning på 19.951 kr. pr. kvm. for ejerlejligheder, 12.304 kr. pr. kvm. for villaer og rækkehuse og 24.350 kr. pr. kvm. for sommerhuse.

Forskellene understreger, hvor stor betydning geografi har for boligøkonomien. Mens Hovedstaden fortsat er landets dyreste marked, præget af høj efterspørgsel og rekordpriser, tilbyder Syddanmark en mere overkommelig boligbyrde og et mere stabilt prisniveau.

Det betyder, at førstegangskøbere og familier, der ønsker flere kvadratmeter for pengene, i stigende grad kigger mod Syddanmark, mens hovedstaden fortsat tiltrækker købere, der prioriterer nærhed til job og byliv.

Kilde: Boligsiden.dk

Fakta:

Om Estate

Estate er en landsdækkende ejendomsmæglerkæde med 90 forretninger fordelt over hele Danmark. Kædens ejendomsmæglere har alle stort lokalkendskab og mange års erfaring med at hjælpe danskere med køb og salg af bolig.

Estate er ejet af Nykredit Mægler, som er en del af Nykredit.