Skip to main content
18. januar 2023

Skynd dig at få din billet til Broløbet Storebælt 2023!

Storebæltsbroen fylder 25 år, og i den anledning afholdes igen det smukke motionsløb, Broløbet. Skal du have en af de sidste billetter?

Af: Isabella Ravn | Foto:

Storebæltsbroen fylder 25 år i 2023, og i den anledning afholdes igen det smukke og unikke motionsløb, Broløbet. Det foregår d. 10. juni, men allerede nu er de i alt 10.000 billetter ved at være udsolgt.

Det er svært at finde en flottere rute til et halvmarathon end over Storebæltsbroen med havudsigt til begge sider – hele vejen. For niende gang inviteres alle friske løbere til at tage turen over broen med start i Knudshoved på Fyn og slut i Korsør på Sjælland. Og i år er det noget helt særligt, fordi det er 25 år siden, at broen blev indviet med netop et broløb.

Der er sat 10.000 billetter til salg til Broløbet, men allerede d. 10. januar meldte de ud, at hele 9.100 af dem var revet væk. De har i den anledning valgt at udvide med 500 ekstra pladser, men der er fart på salget, og du skal være hurtig, hvis du vil med på turen over Storebælt.

Til løbet er der sørget for transport mellem start- og slutdestinationen, og der vil selvfølgelig være depoter med væske og frugt undervejs og efter løbet. Du kan få mange flere praktiske informationer på Broløbets hjemmeside, hvor du også kan sikre dig en billet, inden det er for sent.