06. november 2026

|

Pressemeddelelse

Politiet lå på lur: To mænd varetægtsfængslet efter en række indbrud i Nyborg

To mænd på 24 og 37 år fra Nyborg Kommune blev den 4. november varetægtsfængslet i fire uger. De er begge sigtet for 10 forhold vedrørende indbrud og indbrudsforsøg i Nyborg-området.

Politiet lå på lur: To mænd varetægtsfængslet efter en række indbrud i Nyborg
Af: Fyns Politi | Foto: Rigspolitiet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Fyns Politi anholdte tirsdag den 3. november to mænd på henholdsvis 24 og 37 år efter en målrettet efterforskningsindsats i forbindelse med en række indbrud i Nyborg.

De to mænd er begge sigtet for 10 forhold vedrørende indbrud og indbrudsforsøg, der blandt andet er begået mod erhvervsejendomme og private boliger i Nyborg-området.

Indbruddene er begået over en periode på flere måneder, og der er blandt andet stjålet designermøbler, lamper og andre værdigenstande.

Politiet lagde sig på lur 

Anholdelserne skete efter en politiaktion tirsdag, hvor politiet ved hjælp af en hundepatrulje fandt en række genstande – herunder designerlamper -  som man kunne sætte i forbindelse med det seneste indbrud.

Politiet valgte herefter at holde øje med stedet i håbet om, at gerningspersonerne ville vende tilbage for at hente de stjålne genstande, de ikke havde fået med.

Det viste sig at være en god beslutning. Da de to mænd senere vendte tilbage til stedet, blev de begge anholdt. 

Det er et rigtig flot stykke politiarbejde, der ligger bag de to anholdelser. Der er blevet arbejdet målrettet med at efterforske de mange indbrud, og samtidig har patruljerne på stedet vist både initiativ og godt politiinstinkt. Det var en god beslutning at blive på stedet og vente på, at gerningspersonerne vendte tilbage, og det gav pote, siger specialanklager Maria Fanø-Fredeløkke fra Fyns Politi.

De to mænd blev onsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg, hvor de begge blev varetægtsfængslet i fire uger.

Flere steder på Fyn, heriblandt Nyborg Kommune, har i en længere periode været plaget af indbrud. Fyns Politi håber derfor at anholdelsen og varetægtsfængslingen af de to mænd kan bidrage til færre indbrud og mere tryghed på Fyn, herunder i Nyborg-området.

Fyns Politi fortsætter efterforskningen af sagerne.

Nøgleord
Politi
Event Information