Skip to main content
28. oktober 2024

Oliver er Nyborgs bedste smedelærling

Smed Oliver Ellegaard Hinsch fra Nyborg var blandt prismodtagerne, da ML-prisen 2024 blev uddelt i fredags i København.

Af: Industriens Uddannelser | Foto: Jeros A/S / Unsplash
Pressemeddelelse

For 22. år i træk uddeler Metalindustriens Uddannelsesudvalg v. DI, Dansk Metal og Tekniq Arbejdsgiverne Metalindustriens Lærlingepris (ML-prisen) til nogle af de dygtigste lærlinge i metalindustrien.

Prisoverrækkelsen er en af årets vigtigste hyldester af faglærte, og den fandt sted fredag den 25. oktober 2024.

Foruden de dygtige nyudlærte svende var deres familier, mestre og faglærere også inviteret med til den store fejring.

Topkarakter og sociale kompetencer

Det er et fællestræk for Oliver og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger.

Oliver har gået på Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier og været i lære hos Jeros A/S. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:

Oliver er exceptionelt dygtig til sit fag. Han er løsningsorienteret, har kvalitetssans og en meget empatisk tilgang til os kolleger. Han blev meget tidligt i sit uddannelsesforløb betroet den udfordrende opgave, det er at svejse vores kar til industri-opvaskemaskiner. Vi er mere end sikre på, at Oliver bliver dén nyudlærte svend, alle vores kolleger i branchen drømmer om at få fingrene i!

Selv giver Oliver følgende bud på, hvorfor netop han har skilt sig ud blandt de indstillede.

Jeg har haft en mester og skole, som syntes, at jeg var en god kammerat, hjælpsom og hårdtarbejdende. Det er nok de tre ord, der bedst beskriver min læretid, siger han.