Skip to main content
15. august 2024

Nyborg Voldspil afsluttede sæsonen med prisuddeling

Nyborg Voldspil afsluttede sæsonen den 10. august med prisuddelinger under den årlige nattefest på Slotsmøllen.

Af: Andreas Hjort | Foto: Carlo Pedersen

Nyborg Voldspil er afsluttet for i år. Sidste forestilling af “My Fair Lady” fandt sted den 10. august, og afslutningen blev markeret med den årlige nattefest på Slotsmøllen. Her blev der blandt andet uddelt priser til en række af årets mest bemærkelsesværdige medlemmer af holdet både på scenen, men også bag ved kulisserne.

Den 26-årige Emil Nielsen modtog prisen som “Årets Voldspiller” for sin rolle som Freddy Eynsford-Hill. Udover sin indsats på scenen har Emil været en uundværlige frivillig bag kulisserne, hvor han blandt andet har haft ansvaret for sceneopbygningen.

Emil Nielsen. Foto: Carlo Pedersen

Prisen som “Årets Muse på scenen” blev tildelt den erfarne Torben Bonde Trolle, som i årets voldspil havde rollen som Alfred P. Doolittle. Med 38 års erfaring i Nyborg Voldspil viste Torben i år endnu gang sit store talent og engagement.

Torben Bonde Trolle. Foto: Carlo Pedersen

Endelig blev Tove Tangaa hædret med prisen som “Årets Muse bag scenen” for sit arbejde i malerteamet og i spiseteltet.

Tove Tangaa. Foto: Carlo Pedersen

Stort tillykke til Nyborg Voldspil og folkene bag for endnu en succesfuld sæson.