Bliv inspireret til at bidrage til fællesskabet i Idrætscenter Nyborg
Netop nu besøger fotoudstillingen ”Det handler OGSÅ om dig” Idrætscenter Nyborg frem til den 9. december, og håbet er, at den kan inspirere endnu flere til at gøre en forskel for andre.“Udstillingen viser, at der bliver skabt så meget glæde i de nære fællesskaber. Det kan være fællesspisning for dem, som savner selskab, skydetræning der hjælper børn med ADHD eller fælles motion på kontoret til gavn for kollegaskabet. Det, som betyder noget, er, at vi gør noget, vi kan lide, sammen med andre og føler, at vi hører til”, fortæller Christian Nørr, dokumentarist i TrygFonden, og fortsætter: “I TrygFonden har vi i 25 år arbejdet for at skabe tryghed i Danmark og bl.a. støttet mennesker, der har rakt ud for at hjælpe fællesskaber på vej. Udstillingen viser nogle af de mennesker og de fællesskaber, de har skabt. Vi håber, at det kan inspirere til, hvordan vi hver især kan blive vigtige for nogen, og nogen kan blive vigtige for os. Vi har alle sammen brug for at give og være en del af noget, og fællesskaber er med til at skabe tryghed og give vores liv mening.”
