02. september 2026

|

Pressemeddelelse

Lokal Bygma-direktør sender 6.000 meter træ fra Danish Golf Championship direkte videre til fynske byggeprojekter

Når store internationale sportsevents løber af stablen, kan det resultere i store mængder midlertidige byggematerialer, som kun bliver benyttet den ene gang. Det gør Bygma op med nu.

Lokal Bygma-direktør sender 6.000 meter træ fra Danish Golf Championship direkte videre til fynske byggeprojekter
Af: Bygma | Foto: Bygma

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Efter at have leveret 6.000 meter brunimprægnerede, PEFC-certificerede terrassebrædder til en tilskuer-terrasse til Danish Golf Championship i Kerteminde, har arrangørerne pillet hele konstruktionen ned og kørt materialerne tilbage på lageret i Bygma Nyborg.

Initiativet til den cirkulære model blev taget allerede inden den første skrue blev skruet i. Regionsdirektør for Bygmas Region Fyn, Casper Wiuff, sikrede i aftalefasen med arrangørerne, at træet fra Bygmas eget mærke, SOLID, ikke blot skulle tjene et engangsformål, men genbruges i nye byggerier.

Resultatet er en mere ansvarlig udnyttelse af materialerne og en kontant besparelse til fynske håndværkere og private boligejere, som nu kan erhverve brædderne til en reduceret pris.

"Det handler om at tage ansvar for de materialer, vi sætter i omløb. At tage 6.000 meter træ fra en midlertidig terrasse retur og tilbyde det til nye projekter giver god mening for både miljøet og vores kunders økonomi," udtaler Steen Braskov, direktør for Bygma Nyborg.

"I Bygma så vi muligheden for at give det fine træ en længere levetid. Cirkulære løsninger som denne viser, hvordan vi i Bygma ønsker at drive forretning. Vi skal tænke genbrug, take back og cirkularitet ind i værdikæden, hver gang muligheden byder sig – og det gælder både små og store initiativer," supplerer Casper Wiuff, regionsdirektør for Bygma Region Fyn.

Genbrugs-terrassebrædderne står klar til afhentning i Bygma Nyborg og sælges, så længe lager haves.

Fakta om materialerne:

  • Omfang: 6.000 meter terrassebrædder
  • Type: Brunimprægneret, PEFC-certificeret træ fra Bygmas eget mærke, SOLID
  • Oprindelse: Midlertidig event-terrasse opført ved Danish Golf Championship i Kerteminde
  • Salgssted: Bygma Nyborg
Nøgleord
Erhverv
Event Information