Løb for livet: Brug weekenden på at støtte pårørende og børn til kræftramte på Fyens Væddeløbsbane
Lørdag den 2. november danner Fyens Væddeløbsbane rammen om et særligt velgørenhedsevent. Over 12 timer bliver der samlet penge ind til pårørende og børn til kræftramte.
Normalt er det væddeløbsheste, der sprinter rundt på Fyens Væddeløbsbane i fuld galop, men lørdag den 2. november får ordet ”hestesko” en lidt anden betydning.
Den første lørdag i november kommer banen nemlig til at blive brugt til at samle penge ind til pårørende og børn til kræftramte gennem foreningen Charity for Cancer.
Fra kl. 09.00 til 21.00 inviteres alle til at deltage i Walk & Run for Cancer, et velgørenhedsevent på Fyens Væddeløbsbane, hvor deltagerne går eller løber så mange runder som muligt rundt på banen, mens sponsorer donerer penge for indsatsen.
