Skip to main content
16. januar 2026

LB Foreningen giver en mio. kroner til bæredygtige fællesskaber i Region Syddanmark

LB Foreningen i Region Syddanmark har i 2026 afsat en mio. kroner til at understøtte det folkelige engagement og de nære fællesskaber i arbejdet med at skabe et mere bæredygtigt Danmark.

Af: LB Foreningen | Foto: Pressefoto, LB Foreningen
Pressemeddelelse

LB Foreningen står bag LB Forsikring, som er Danmarks største medlemsejede forsikringsselskab for private. Derfor er man meget bevidst om de udfordringer, vi ser som følge af klimaforandringerne: oversvømmelser, stigende grundvand og flere storme. Det påvirker det daglige liv – ikke mindst her i regionen, ligesom vores måde at leve på har skabt svære forhold for naturen og biodiversiteten i bl.a. vores fjorde.

Der er masser af udfordringer for både klimaet og naturen, Derfor udlodder foreningen i år en mio. kroner til indsatser i Region Syddanmark, der skal bruges til lokale og nære fællesskaber der gør en forskel for bæredygtigheden, siger Mette Meulengracht Jensen, lokal repræsentant for LB Foreningens uddelingsråd i Region Syddanmark.

LB Foreningen ser gerne ansøgninger, der kan være med til at skabe endnu flere engagerende aktiviteter, som giver den enkelte borger muligheden for at være med til at gøre en forskel og være en del af samtalen om bæredygtige løsninger – særligt indenfor klima og/eller biodiversitet.

Vi ved, der er et stort engagement blandt frivillige organisationer i den her dagsorden, og derfor håber vi også, at rigtig mange vil se på os som en mulighed for at kunne udvikle deres indsatser eller skabe nye indsatser for bæredygtighed her i regionen, siger Mette Meulengracht Jensen.

LB Foreningen sætter fokus på aktiviteter, der:
  • involverer og skaber synlige handlinger, der er med til at imødegå klimaforandringer i din region
  • er med til at sikre og forbedre biodiversiteten i din region
  • kan være med til at imødegå konsekvenserne af klimaforandringer og reduceret biodiversitet
  • engagerer grupper, der ikke normalt er involveret i arbejdet med klima og/eller biodiversitet
  • øger vidensniveauet om klima og/eller biodiversitet
  • involverer frivillige kræfter, da vi tror på, at en frivillig forankring også er en indikator på lokal forankring og opbakning.

I LB Foreningen ser man meget gerne ansøgninger fra lokale indsatser fra alle dele af regionen – små som store organisationer, der arbejder med bæredygtighed fra mange forskellige vinkler.

Der kan søges op til 100.000 kr. per projekt, og der kan søges frem til d. 31. marts 2026. Se mere på lbforeningen.dk/syddanmark