Skip to main content
15. september 2022

Hvem er Byens Bedste 2022? Indstil din favorit nu

Så er det igen tid til at hylde det lokale handels- kultur- og foreningsliv med et storstilet arrangement, der byder på fest og farver.

Af: Isabella Ravn | Foto:

For anden gang skal byens kultur-, handels- og foreningsliv hyldes ved en stor prisuddeling på Bastionen, når Lokalavisen Nyborg holder Byens Bedste 2022.

1. december inviterer Lokalavisen Nyborg igen inden for til kåringen af Byens Bedste 2022. Igen i år er der 10 kategorier, der gerne skulle dække så mange af kommunens afkroge og tiltag som overhovedet muligt.

Du kan nu få muligheden for at præge, hvem der skal stemmes om til Byens Bedste 2022. Du skal desuden huske at begrunde din indstilling for, hvorfor netop din kandidat er mest egnet til at gå videre til en nominering og dermed en plads til awardfesten på Bastionen.

De 10 kategorier i år er:

Bedste spiseoplevelse
Bedste frisør
Bedste velvære og motion
Bedste shopping til ham og hende
Bedste specialforretning
Bedste kultur og underholdning
Bedste shopping til hjemmet
Bedste håndværker
Bedste turistoplevelse
Byens Bedste Prisen.

Det betyder altså, at der er noget for enhver smag at indstille til.

Og din mulighed for at få indflydelse starter allerede nu. For fra 14. september kan du på Lokalavisen Nyborg være med til at bestemme, hvem der skal hædres på den store festaften på Bastionen ved at stemme på lige netop dem, du synes, der fortjener at vinde en af statuetterne.

Når indstillingsperioden er ovre onsdag den 5. oktober klokken 12, vil en jury udvælge fire til fem kandidater indenfor hver kategori, som går videre til finalen.

Herfra er det endnu engang læserne, der bestemmer, hvem der har gjort sig fortjent til at modtage kåringen som Byens Bedste, når Lokalavisen Nyborg afslører, hvem de nominerede er, som du i uge 45-47 kan stemme på.

Og resultatet af den afstemning bliver afsløret ved prisfesten den 1. december.

FLERE NYHEDER