Skip to main content
30. april 2025

Godt Smil Tandlægerne åbner klinik nr. 40 i Nyborg

Nyborg bliver næste stop for tandlægekæden Godt Smil, som åbner en klinik i byen den 5. maj. Det bliver kædens første klinik på Østfyn, den tredje på Fyn – og nummer 40 på landsplan.

Af: Godt Smil Tandlægerne | Foto: Godt Smil Tandlægerne
PRESSEMEDDELELSE

Baggrunden for åbningen er klar: Mange patienter fra Nyborg har allerede i flere år taget turen til Odense for at få behandling hos Godt Smil.

Vi har oplevet en stor efterspørgsel fra Nyborg-området, så det var oplagt for os at komme tættere på patienterne, siger Bianca Kristiansen, som er Area Manager i Godt Smil.

Godt Smil er kendt for at tilbyde tandbehandlinger af høj kvalitet til priser, der ligger op til 40 procent under landsgennemsnittet. Det er især ved større behandlinger såsom implantater og tandkronebehandlinger, at der kan være mange penge at spare.

En særlig drøm går i opfyldelse

Det bliver tandlæge Mette Mie Wortenskjold Grønfeldt, der skal stå i spidsen for den nye klinik. For hende er åbningen noget ganske særligt.

Jeg er vokset op i Nyborg, så det betyder meget for mig at få lov til at starte en klinik netop her. Det er samtidig første gang, jeg får rollen som klinikejer, så jeg glæder mig enormt til at komme i gang.

Den nye klinik får adresse på Nørregade 22 i centrum af byen – og i lokaler, der også tidligere husede en tandlægepraksis, hvilket har gjort det nemmere at komme hurtigt på plads. Lokalerne bliver dog løftet til et nyt niveau med topmoderne udstyr og indretning.

Et ekstra stort fokus på patienter med tandlægeskræk

For mange er det ikke bare lige at sætte sig i tandlægestolen. Faktisk oplever op mod 40 procent af danskerne en eller anden form for tandlægeskræk.

Hos Godt Smil tager man det alvorligt. Derfor er det en klar prioritet at skabe rolige og tillidsfulde rammer – især for dem, der tidligere har haft dårlige erfaringer eller føler ubehag ved tandlægebesøg.

Vi tager os god tid og møder patienterne med omsorg og respekt. Vi sætter også altid ekstra god tid af og sørger for at informere dem grundigt om, hvordan behandlingen kommer til at foregå, fortæller tandlæge og klinikpartner Mette Mie Wortenskjold Grønfeldt.

Målet er, at du som patient skal føle dig tryg og velinformeret hele vejen igennem – fra du træder ind ad døren, til behandlingen er afsluttet.

Godt Smil i Nyborg åbner den 5. maj 2025, og du kan læse mere om klinikken her.