Vores engagerede samfundsfagslærere har, sammen med dansklærere, udtænkt et helt nyt alternativ til de klassiske paneldebatter. Ideen er en kommunalvalgsbazar, der skal skabe mere interaktion mellem eleverne og de kommunale politikere. Kodeordene er demokratisk dannelse og demokrati i øjenhøjde, fortæller rektor Malene Meincke om bazaren, der afvikles mandag d. 10. november.
Vi har en god demokratisk kultur på skolen, mange samfundsinteresserede elever og i øvrigt en del førstegangsvælgere, men vi har ved de traditionelle debatter oplevet en tendens til, at det er svært at fastholde engagementet og interessen, når få taler til mange. Med bazar-formen vil langt flere elever opleve, at de kommer meget tættere på partier og kandidater, og det vil styrke deres fornemmelse af aktiv deltagelse. Så jeg glæder mig meget til at komme rundt på skolen og fornemme, hvordan interaktionen finder en ny spændende form, siger rektor Malene Meincke:
Jeg vil samtidig gerne takke de mange partier og kandidater, der kigger forbi Skolebakken for at bringe det lokale demokrati helt tæt på eleverne.Forud for mødet med politikerne fra de 12 partier og politiske lister, der har takket ja til invitationen, har eleverne forberedt sig med opgaver, der har to forskellige vinkler:
Samfundsfagsvinklen
Ud fra 10 eksempler på spørgsmål, der kan stilles, laver de enkelte klasser egne spørgsmål til politikerne, de møder. Når eleverne er tilbage i deres klasser, så skal de ud fra de svar, de har fået, tegne et billede af politikerne og præsentere disse for resten af klassen. I samfundsfag afhænger opgaven af, hvilket niveau eleverne har faget på. Jo højere fagligt niveau, desto flere metodiske krav er der til den opgave, som eleverne skal arbejde med under kommunalvalgsbazaren.Danskvinklen
Hver gruppe af elever i ”dansk-klasserne” skal opsøge et parti og parties kandidater. Ud fra et spørgekatalog med 12 eksempler på spørgsmål skal eleverne få oplysninger og citater fra en politiker. Materialet skal transskriberes og bruges til at tegne et troværdigt portræt af politikeren, partiet, mærkesagerne osv. Danskvinklen er en formidlingsopgave, hvor eleverne afslutningsvis præsenterer portrætterne for hinanden.Praktiske informationer
- Kommunalvalgsbazar på Nyborg Gymnasium
- Skolebakken 13, 5800 Nyborg
- Mandag d. 10. november, kl. 10.00-13.00
- Følgende partier deltager: Socialdemokratiet, Radikale, Konservative, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Venstre, Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet, Bedre By Nyborg og Vi Lokale Demokrater.
