Folkefrugtparken i Nyborg modtager støtte fra LB Foreningen til læring, fællesskab og biodiversitet
LB Foreningens støtte skal anvendes til at skabe aktiviteter og faciliteter, der inviterer flere borgere til at deltage aktivt i dyrkning, læring og naturoplevelser. Blandt initiativerne er etablering af et fællesskabs- og læringsområde, naturformidling med informationsskilte, regnvandsopsamling som eksempel på bæredygtig dyrkning samt workshops og kurser om biodiversitet, fødevareproduktion og grøn omstilling.
Vi er utroligt glade for støtten fra LB Foreningen, fordi den giver os mulighed for at skabe meget mere end en skovhave. Vi kan udvikle et sted, hvor mennesker mødes, lærer af hinanden og får konkrete erfaringer med biodiversitet og bæredygtig dyrkning. Målet er, at skovhaven bliver et åbent læringsrum og et fællesskab, hvor både børn, familier, frivillige og øvrige borgere kan deltage og blive inspireret til at gøre en positiv forskel for naturen, siger Bjarne Christiansen, Næstformand i Folkefrugtparken.
Skovhaven skal fungere som et grønt mødested, hvor besøgende kan opleve flerårige afgrøder, lære om biodiversitet og få indsigt i bæredygtige dyrkningsmetoder. Informationsskilte og formidling skal gøre området tilgængeligt som læringsmiljø året rundt.
Hos LB Foreningen ser man projektet som et stærkt eksempel på, hvordan natur, fællesskab og læring kan gå hånd i hånd.
Folkefrugtparken skaber en ramme, hvor mennesker kan mødes om noget meningsfuldt og samtidig blive klogere på natur, biodiversitet og bæredygtighed. Projektet kombinerer fællesskab med konkret læring og giver borgere mulighed for selv at opleve og bidrage til den grønne omstilling. Det er den type lokale initiativer, som skaber værdi for både mennesker og lokalsamfund, siger Lene Krongaard Piekut, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Syddanmark.
Når skovhaven står færdig, vil den danne ramme om frivilligdage, skolebesøg, workshops, høstaktiviteter og naturarrangementer. Ambitionen er at skabe et åbent og inkluderende samlingssted, hvor flere får mulighed for at opleve naturen på nært hold og blive en aktiv del af et lokalt fællesskab med fokus på biodiversitet og bæredygtighed.
Sammen med de 99.000 kr. modtager Folkefrugtparken også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummeret og signeret af kunstneren selv.
OM NYBORG FOLKEFRUGTPARK
Folkefrugtparken i Nyborg Kommune (FINK) er en frivillig forening som arbejder for at skabe en grøn oase i byen, der indbyder til fællesskab, læring, bæredygtig dyrkning og udeliv. Foreningen forvalter et kommunalt areal på over 6000 m2 som de forvandler fra bar græsplæne til et frodigt område med skovhave, æblelund, opholdsrum og meget mere.
OM LB FORENINGEN
LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.
OM LB FORENINGEN REGION SYDDANMARK
LB Foreningen i Region Syddanmark repræsenteres af 13 delegerede, der er valgt blandt de ca. 100.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Syddanmark uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk
