Skip to main content
9. januar 2026

Familievilla med udsigt til åbne marker er ugens bolig hos Estate

Estate præsenterer i denne uge en rummelig og stemningsfuld villa på Odensevej 56 i Hjulby ved Nyborg.

Af: Andreas Hjort | Foto: Estate Nyborg

Ugens bolig fra Estate Nyborg er en ejendom med historie, god plads og en indretning, der tilgodeser både familieliv og privatliv.

Boligen rummer 245 kvadratmeter og byder velkommen i en rummelig entré med plads til overtøj og sko. Herfra er der adgang til et praktisk bryggers med vaskemaskine og tørretumbler. På førstesalen er et uudnyttet loftrum, der åbner for et væld af anvendelsesmuligheder.

Køkkenet er et lyst HTH-køkken med god opbevaringsplads, Quooker og en køkkenø, der fungerer som et naturligt samlingspunkt. Husets første stue er varm og indbydende med brændeovn og flotte plankegulve. I tilknytning hertil ligger voksenafdelingen med soveværelse og badeværelse med bruseniche og opbevaringsplads.

Spisestuen og den anden stue ligger i åben forbindelse og har tidligere fungeret som skolestue, da ejendommen oprindeligt var landsbyskole. Rummene har masser af charme og atmosfære med endnu en brændeovn, sofahygge og fine detaljer. I forlængelse af stuen findes et gæstetoilet.

Derudover rummer boligen et stort kontor med adgang til et vinrum. Børne- og ungdomsafdelingen består af tre værelser, et badeværelse med bruser samt en fordelingsgang med store, indbyggede skabe. Ét af værelserne har direkte udgang til den delvist overdækkede terrasse.

Udenfor er et skønt gårdhavemiljø med plads til både grill og loungeområde.

Boligfakta:
  • Boligareal: 245 m²
  • Stue/værelser: 2/5
  • Bygget/ombygget: 1898/1980
  • Grundstørrelse: 1.679 m²
  • Energimærke: D
  • Pris: 1.895.000 kr.

Yderligere information og mulighed for fremvisning kan findes på Estates hjemmeside.