Skip to main content
12. april 2024

Bæredygtighed i fokus ved etablering af ny støjskærm ved Nyborg

Sund & Bælt har lagt særlig vægt på bæredygtighed ved valg af entreprenør til ny støjskærm ved Nyborg. Vinderen af udbuddet udmærkede sig blandt andet ved udbredt brug af genbrugsmaterialer i løsningen.

Af: Sund & Bælt | Foto: Ritzau / Sund & Bælt
PRESSEMEDDELELSE

I forbindelse med den politiske aftale om Infrastrukturplan 2035, som et bredt flertal i Folketinget indgik i 2021, blev der afsat en pulje til støjbekæmpelse. 11 mio. kroner fra denne pulje bliver nu anvendt til etablering af en ny, lydabsorberende støjskærm ved afkørsel 45, Nyborg Ø, på motorvej E20.

Det er Sund & Bælt, der står for etableringen af den nye støjskærm ved Nyborg, da strækningen er en del af landanlægget til Storebæltsforbindelsen, som selskabet ejer. Projektets formål er at reducere støj til gavn for borgere langs motorvejen.

Sund & Bælt sendte opgaven med etablering af støjskærm i udbud med særlig vægt på bæredygtighed i løsningerne, så faktorer som CO2-forbrug under fremstilling og brug af genbrugsmaterialer kunne være udslagsgivende for, hvem der fik tildelt opgaven med at etablere støjskærmen. Og dermed flugter udbuddet med de overordnede ambitioner i Sund & Bælt, forklarer Kim Agersø Nielsen, der er teknisk chef i Sund & Bælt.

I Sund & Bælt ønsker vi at styrke indsatsen for en mere bæredygtig fremtid. Det gælder både ved store og små projekter. Vi er derfor glade for, at vi i udbuddet af arbejdet med støjskærm i Nyborg har kunnet vægte bæredygtige og miljøvenlige løsninger så højt, som vi har gjort, siger Kim Agersø Nielsen.

Store mængder genbrugsmateriale

I den samlede vægtning af de indkomne tilbud udgjorde prisen 60 procent, mens bæredygtighedstiltag udgjorde 40 procent, og på baggrund af en samlet vurdering blev opgaven tildelt firmaet DAV Nordic A/S – blandt andet fordi de i deres løsning har valgt at anvende en stor mængde genbrugsmaterialer.

Vinderen af udbuddet skiller sig ud, da de i meget stor grad anvender genbrugsmaterialer. 70 procent af indkapslingsmaterialet og knap 60 procent af absorptionsmaterialet udgøres således af genbrugsmateriale, lyder det fra Kim Agersø Nielsen, og henviser til, at Sund & Bælts fokus på bæredygtighed i udbuddet har været med til at hæve standarderne for anvendelse af genbrugsmaterialer gennem hele forsyningskæden.

Konkret strækker projektet sig over 560 meter i østlig retning fra afkørsel 45, Nyborg Ø og omfatter etablering af en fem meter høj lydabsorberende støjskærm etableret langs afkørsel 45 og en tre meter høj lydabsorberende støjskærm etableret på eksisterende støjvold.

Anlægsarbejdet er planlagt til at gå i gang den 16. april 2024 og forventes at vare frem til ultimo september 2024. I denne periode vil rampen i vestgående retning derfor være midlertidigt lukket.