09. juli 2025

|

Pressemeddelelse

Ørbæk Bryggeri går med i nyt partnerskab mod ensomhed

For at modvirke ensomhed lanceres det nye initiativ, Frokostbordet, der skal samle danskerne om frokosten. Ørbæk Bryggeri er gået med i samarbejdet, hvor opskrifter fra det danske kokkelandshold gør det lettere at invitere venner til et indbydende måltid.

Ørbæk Bryggeri går med i nyt partnerskab mod ensomhed
Af: Frokostbordet | Foto: Frokostbordet

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Ørbæk Bryggeri er partner i det nye initiativ, Frokostbordet, hvor Kokkelandsholdet, Coop og andre danske fødevareproducenter også er med for at inspirere danskerne til hyppigere at samles om frokostbordet. Partnerskabet er en del af Folkebevægelsen mod Ensomhed for at modvirke netop ensomhed, som næsten ti procent af den voksne befolkning er hårdt ramt af – de seneste tal fra Den Nationale Sundhedsprofil viser, at 470.000 voksne danskere føler sig svært ensomme.
Ensomhed koster på både det fysiske og psykiske plan, og det rammer ung som gammel. Det skal vi gøre noget ved, og vi tror på, at det kan hjælpe at få flere til at samles om frokostbordet, siger David Vincent Nielsen, der er forperson for Folkebevægelsen mod Ensomhed, og uddyber: Rigtig mange danskere er alene, men har lyst til at være sammen med andre. Vi er glade for, at partnerskabet Frokostbordet er medlem af Folkebevægelsen mod Ensomhed. Partnerskabet Frokostbordet vil bidrage til, at flere spiser frokost sammen, hvilket weekender må være særlig egnet til. Forhåbentlig kan partnerskabets opskrifter fra blandt andet Kokkelandsholdet inspirere mange til at gøre mere ud af frokosten og invitere nogen med til bordet.
Fynsk opbakning
Partnere i Frokostbordet er indtil nu fødevareleverandørerne Hanegal, Rose Poultry, Ørbæk Bryggeri, Sæby Fiske-Industri, Polar Salmon, Spier Wine samt Coop med Änglemark, Kvickly og SuperBrugsen. For Ørbæk Bryggeri er socialt ansvar med fokus på trivsel grundlæggende værdier, og her er man stolt af at kunne bidrage til initiativet.
Vi har en mission om at gøre noget godt for både natur og mennesker. Det giver derfor rigtig god mening for os at være del af Frokostbordet, som kan hjælpe folk til flere gode og nærværende stunder med hinanden, siger Tørk Eskild Furhauge, CEO, Ørbæk Bryggeri, og bemærker: Mange hyggelige stunder foregår med noget godt i glasset – stunder der kan forvise ensomhed. Vores drikke er gode ledsagere til ethvert frokostbord, uanset om der skal bruges dråber med eller uden alkohol til at komplementere madens gode smag.
Inspiration fra Kokkelandsholdet
Ifølge den nye udgave af Madkulturens årlige undersøgelse, Madkultur24, er alder og køn generelt ikke afgørende for, hvor ofte vi spiser frokost sammen med andre i hverdagen, men folk i arbejde eller under uddannelse spiser væsentligt oftere frokost sammen end ledige, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister. Blandt dem, der bor alene, spiser seks ud af ti også frokost alene. Derudover spiser de 18-39-årige i væsentligt højere grad frokost med flere voksne end de 40-80-årige, som til gengæld oftere spiser frokost kun med deres partner. For at gøre det lettere at pifte tallerkenen op har Frokostbordet allieret sig med Kokkelandsholdet, der løbende vil bidrage med nye spændende opskrifter på Frokostbordet.dk.
Frokostbordet er et godt sted at samles og få gode timer sammen, og ved at lave nogle spændende opskrifter og give inspiration gør vi det nu lettere for folk at kaste sig ud i at invitere venner og bekendte. Det skal være i øjenhøjde, så det er til at gå til, og nogle gange er det blot små teknikker, som alle kan udføre, der skal til for at løfte er simpelt stykke smørrebrød til en mindre gourmetoplevelse. Det handler om idéerne, fortæller Morten Juul Caliskan Andersen, der er CEO hos Kokkelandsholdet.
Ideen til partnerskabet Frokostbordet kommer fra Communication Director Lars Møller og er udviklet i tæt samarbejde med Havas, der er et af verdens største reklame- og mediebureauer.
Event Information