Med over 85.000 downloads af HULiGENNEMs app og 8.000.000 afspilninger har HULiGENNEM for længst sprængt lydmuren til de danske børn. Nu lancerer lyduniverset en podcast, der sender en historie på rejse gennem Danmark og lader børnene selv bestemme, hvad der skal ske undervejs. I Den gode historie skaber børn fra Sjælland, Fyn og Jylland sammen én fælles fortælling – med hjælp fra tre børnebogsforfattere, der deler deres bedste greb og hjælper børnene med at undersøge, hvad der egentlig får en historie til at fungere.
Historien begynder på Frederiksberg bibliotek, hvor en gruppe børn sammen med Anders Matthesen skaber fortællingens univers, hovedperson og begyndelse. Derefter rejser historien til Nyborg bibliotek, hvor en ny gruppe børn overtager fortællingen sammen med forfatter Tine Kej. Til sidst rejser fortællingen til Sønderborg bibliotek, hvor en tredje gruppe børn og forfatteren Kim Ace fører historien helt i mål.
En god historie er en historie, der kan mærkes. Der skal ske noget, du skal kunne leve dig ind i karaktererne, og der skal være hjerte bag. Hjertet, det levede liv og de menneskelige følelser skal dunke under teksten, ligge som en dyb bundklang bag historien, så den ikke bliver flad og generisk, noget som en robot kunne sprøjte ud,」 udtaler Tine Kej om arbejdet omkring Den gode historie.
Den gode historie får premiere på HULiGENNEM den 19. oktober, og tilføjes dermed til samlingen af nye efterårspodcasts, der desuden tæller Sallys far ved alt om musik, Venskaberog julekalenderen Jagten på den perfekte julemand, samt det helt nye sci-fi-lyddrama Multinøglen.
Vi er utroligt glade for at have tre af Danmarks dygtigste børnebogsforfattere med til at udbrede glæden ved fortællingens håndværk. Børn ved allerede en hel masse om historier. De læser dem, ser dem, lytter til dem, leger dem og finder selv på dem. Nu får de lov til at skabe én sammen. Vi tror på, at lyttelyst giver læselyst, og at gode historier kan få børn til selv at læse, fortælle og skabe mere. Det er den positive spiral, vi gerne vil bidrage til med Den gode historie. Vi er stolte af alle vores produktioner, men den her er noget særligt siger Rune Hedeman, indholdschef i HULiGENNEM, og fortsætter:
Vi kender ikke fremtiden for HULiGENNEM, men vi kender vores ambitioner – og de er høje, og det bliver de ved med at være. Vi er sat i verden for at skabe kvalitetsindhold til børn, og så længe vi eksisterer, arbejder vi benhårdt for at levere indhold, der giver noget til børnene.
Om HULiGENNEM:
HULiGENNEM er et lydunivers til børn i alderen 3-13 år, med alt fra live underholdning til on-demand-formater. Hver uge publicerer HULiGENNEM 20 timers nyproduceret lyd. 10 timer som liveradio og 10 timer som podcastformater. Alle radioudsendelser findes også til on-demand-lyt efter endt udsendelse. HULiGENNEM er et public service-tilbud finansieret af offentlige midler frem til december 2026. Alt indhold er gratis på både app og hjemmeside, og der er ingen reklamer. Børn og voksne kan trygt bevæge sig rundt i både radio- og demandindhold og lade sig inspirere af de forskellige kategorier, som vi producerer indhold inden for: Underholdning, Viden, Musik, Kultur, Samfund, Drama, Ro, Nærvær og Nyheder.
