Nogle danskere bliver så hårdt ramt af arbejdsrelateret stress, at det anmeldes som deciderede arbejdsskader, der nu er på sit højeste niveau nogensinde.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) på baggrund af data fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
I 2025 anmeldte 4.650 danskere en stressrelateret erhvervssygdom.
I 2019 var der 3.090 anmeldelser, og i 2010 var antallet 1.750.
En erhvervssygdom er en arbejdsskade, som skyldes længerevarende påvirkning i forbindelse med arbejdet. Analysen undersøger udelukkende arbejdsrelateret stress, som er så alvorligt, at det bliver anmeldt som en stressrelateret erhvervssygdom.
Selvom beskæftigelsen er vokset i perioden, er antallet af stressrelaterede erhvervssygdomme per lønmodtager på sit højeste niveau nogensinde.
Rigtig mange danskere bliver ramt af stress, når de går på arbejde, og flere og flere bliver så alvorligt ramt, at det bliver anmeldt som en decideret arbejdsskade. Det er alvorligt, siger Kristoffer Lind Glavind, chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Stress koster dansk økonomi milliarder af kroner hvert eneste år. Der er et stort tab af arbejdsudbud, og flere kommer på førtidspension og andre ydelser. Så forebyggende indsatser mod stress har et stort samfundsøkonomisk potentiale, tilføjer Kristoffer Lind Glavind.
Derfor er det positivt, at regeringen netop har foreslået at investere i en forebyggelsesfond, der skal bidrage til at forebygge stress.
Kvinder er oftere ramt af alvorlig arbejdsrelateret stress end mænd
Analysen viser også, at over tre gange flere kvinder end mænd bliver ramt af stressrelaterede erhvervssygdomme.
3.540 kvinder blev ramt af en arbejdsrelateret stresssygdom i 2025, mens det gjaldt for 1.100 mænd. For begge køn er tallene historisk høje.
Det er især lønmodtagere i velfærdsfag, der bliver syge med stress, og det er ofte kvinder, der har de job. Derfor oplever de også mere alvorlig stress, siger Kristoffer Lind Glavind.
Analysens hovedkonklusioner
-
Antallet af stressrelaterede erhvervssygdomme er steget med 50 procent siden 2019 og 8 procent alene det seneste år. I 2025 anmeldte 4.650 danskere en stressrelateret erhvervssygdom.
-
Der har aldrig været flere tilfælde af de mest alvorlige stresstilfælde på arbejdsmarkedet. Niveauet ligger 25 procent højere end den tidligere historiske top.
- Selvom beskæftigelsen er vokset i perioden, er også antallet af stressrelaterede erhvervssygdomme pr. lønmodtager på sit højeste niveau nogensinde.
- Kvindelige lønmodtagere bliver tre gange så ofte som mandlige lønmodtagere ramt af stressrelaterede erhvervssygdomme.
