Skip to main content
16. april 2026

Antallet af indbrud i private hjem falder med 50% i Nyborg Kommune

Danmarks Statistik og Bo trygt har offentliggjort nye tal omkring private indbrud, som peger på en stigning både på landsplan og lokalt.

Af: Bo trygt | Foto: Canva
PRESSEMEDDELELSE
Stigning i indbrud både på landsplan og på Fyn og Øerne

Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for anmeldte forbrydelser i årets første kvartal.

Bo trygt – som er et landsdækkende samarbejde, der skal forebygge indbrud og øge trygheden i danske hjem – har kigget på tallene for anmeldte indbrud i private hjem, som viser en stigning lokalt og på landsplan.

Lokalt er der store forskelle. Nogle steder har man oplevet væsentligt flere indbrud end i samme periode sidste år, mens man andre steder har været mindre ramt.

På Fyn og Øerne har man samlet set været lidt hårdere ramt end på landsplan. Det er i høj grad betinget af udviklingen i Odense Kommune, hvor man har oplevet markant flere indbrud end tidligere i årets første måneder. I flere kommuner har udviklingen omvendt været meget positiv. Udviklingen i de forskellige kommuner kan ses i nedenstående statistik:

En samlet stigning på 6 pct. i private indbrud

I årets første kvartal blev der på landsplan anmeldt 3.931 indbrud. Det er 226 flere end i samme periode sidste år svarende til en stigning på 6 pct. Den kedelige udvikling får Bo trygt til at opfordre til, at man gør sin bolig mere indbrudssikker og hjælper hinanden med at holde indbrudstyvene fra døren.

Selvom der allerede er taget store skridt i den rigtige retning, er der stadig et stort arbejde foran for at forebygge antallet af indbrud.

For 10 år siden blev der anmeldt over 9.400 indbrud i årets første kvartal, så vi har taget et stort skridt i den rigtige retning og reduceret antallet af indbrud markant. Men vi så en stigning i antal indbrud fra 2024 til 2025, og desværre ser den udvikling ud til at fortsætte, så der er fortsat behov for en ihærdig forebyggelsesindsats.

Udviklingen viser, at vi ikke kan hvile på laurbærrene, men at der er brug for en konstant indsats med de værktøjer, vi ved, der virker, når vi skal reducere antallet af indbrud. Vi skal bl.a. hver især gøre det svært for indbrudstyvene at komme ind i vores hjem, og samtidig skal vi dyrke det gode naboskab. For det er effektive værktøjer mod indbrudstyven, siger Britt Wendelboe, programchef i Bo trygt.

En stor del af landets aktører, der arbejder med indbrudsforebyggelse, samles til Bo trygt-konferencen 2026 den 29. april i DGI Byen. Her vil de bl.a. samle op på syv års gode erfaringer med at forebygge indbrud og den utryghed, indbrud kan skabe. Her vil de også sætte fokus på nye tiltag, der kan gøre en positiv forskel og styrke trygheden.

Gode råd til indbrudssikring af hjemmet:
  • Sæt sikringsbeslag på vinduerne. Særligt de mest udsatte, hvor tyven kan komme ind i huset uden at blive set. Fx på bagsiden af huset, på kælder-og stueplansniveau eller bag høje buske eller træer.
  • Er man i gang med at bygge hus eller få skiftet vinduer, så brug lejligheden til at få installeret vinduer, som er indbrudssikrede.
  • Sæt hængelås på skuret. Særligt hvis man har haveredskaber stående, værktøj eller måske en stige. Så får tyven sværere ved at få fat i redskaberne til at bryde ind med.
  • Har man en terrasse-/kælderdør, som alene åbner med vrider, kan man sætte en rigtig lås på. Fx en kodelås eller en lås med nøgle.
  • Find flere gode råd om, hvordan du kan indbrudssikre dit hjem på Bolius.
Husk det gode naboskab:

Koordinér ferieplaner med dine naboer, hils på fremmede i kvarteret og gå gerne en runde, når nogle er bortrejst. Indbrudstyve bryder sig ikke om opmærksomme naboer og uforudsigelighed. Brug fx Nabohjælps app til at aftale feriehjælp og dele advarsler: Nabohjælp med i lommen (nabohjaelp.dk)

Fakta:

Bo trygt

Bo trygt er et samarbejde mellem Realdania, TrygFonden, Videncentret Bolius og det Kriminalpræventive Råd. Formålet med samarbejdet at reducere antallet af indbrud og dermed øge trygheden.