Skip to main content
7. oktober 2022

Årets uddannelsesmesse skal inspirere Nyborgs unge

Igen i år afholder Nyborg Kommune deres Uddannelsesmesse for kommunens unge. Målet er at inspirere dem til at skabe deres egen uddannelse.

Af: Isabella Ravn | Foto:

Igen i år afholder Nyborg Kommune deres Uddannelsesmesse for kommunens unge. Målet er at inspirere dem til at skabe deres egen ungdomsuddannelse.

Uddannelsesmessen er for alle kommunens unge i 8., 9. og 10. klasse samt elever fra FGU og specialskoler. Det hele løber af stablen den 23. og 24. november  i Multihallen på Nyborg Gymnasium.

Formålet med Uddannelsesmessen er at inspirere kommunens elever og åbne deres øjne, for de mange forskellige muligheder der er indenfor ungdomsuddannelser. Forhåbentlig får de et indblik i, at en uddannelse kan sammensættes på mange måder, og at den derved kan tilpasses den enkelte.

Mere end bare uddannelser

Udover at inspirere de unge i forhold til deres valg af ungdomsuddannelse, byder messen også på information i forhold til fremtidig job og fritidsarbejde. Så hvis de deltagende virksomheder har ledige stillinger til unge, vil de have mulighed for at formidle jobbene til en stor gruppe unge.

Mulighederne er mange

Der er igen i år stor opbakning fra erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne og de faglige organisationer. Der har været en stor tilslutning til uddannelsesmessen, og der kommer derfor til at være et bredt felt af ungdomsuddannelser og virksomheder fra Nyborg og omegn.

På messen får de unge derfor mulighed for at møde og lære mere om uddannelser, virksomheder og organisationer indenfor:

  • Fødevarer, jordbrug og oplevelser
  • Teknologi, byggeri og transport
  • Kontor, handel og forretningsservice
  • Omsorg, sundhed og pædagogik

Arrangørerne forventer, at der kommer 1200 elever forbi i messen i løbet af de to dage.

FLERE NYHEDER