Skip to main content
16. januar 2026

Åbent hus hos Danehofgarden samlede musikglade børn i Nyborg

Omkring 20 børn prøvede instrumenter og hørte orkestret, da Danehofgarden holdt åbent hus i Nyborg den 15. januar.

Af: Andreas Hjort | Foto: Carlo Pedersen

Torsdag den 15. januar holdt Danehofgarden åbent hus i Nyborg. Omkring 20 børn deltog sammen med forældre og fik mulighed for at se, høre og prøve forskellige instrumenter. Undervejs blev der også spillet musik, så gæsterne kunne opleve, hvordan orkestret lyder og arbejder.

Danehofgarden er en børne og ungdomsforening med omkring 100 aktive medlemmer. Medlemmerne lærer både at spille og at marchere, og foreningen rummer flere orkestre og hold, så nye kan starte i et tempo, der passer til erfaring og alder.

Danehofmarchen den 2. december 2025. Fotos: Carlo Pedersen

Fra første dag bliver der spillet sammen

Garden er bygget op omkring to hovedorkestre, tambourkorpset og harmoniorkesteret, som øver henholdsvis onsdag og torsdag i Garderhuset på Provst Hjortvej 9B. Derudover findes forskolehold og juniororkestre, som blandt andet spiller koncerter, herunder julekoncerter på plejehjem og optrædener ved Den Grønne Musikfestival.

En vigtig del af opbakningen kommer fra Danehofgardens Venner, en støtteforening der arrangerer 12 loppemarkeder om året. Overskuddet går blandt andet til instrumenter, uniformer, reparationer og tilskud til ture, så deltagelse ikke bliver for dyr for garderne.